Carl-Ottos Trafikside
Kære gæst
Carl-Ottos Trafikside beskæftiger med offentlig transport. Den tager udgangspunkt i de byer, jeg har besøgt på mine ferier gennem mange år, med særligt fokus på sporvejene i disse byer. Ideen har fra min side været at samle noget af den information, man kan finde spredt rundt om på internettet og diverse udenlandske bøger om de omtalte sporvejssystemer, og så redigere og pubblicere materialet på dansk, så det bliver tilgængeligt for en bredere skare.
Når dette er sagt, skal det pointeres, at Carl-Ottos Trafikside først og fremmest er en billedside, hvor jeg offentliggør en mængde af mine trafikbilleder. Det er jo lidt ærgerligt, at man tager så mange billeder, som så efterfølgende blot finder plads i et album, kun få har adgang til, eller som blot gemmer sig på computerens harddisk – uden at nogen egentlig får glæde af dem. De egner sig dog ikke til udprint, dertil er opløsningen for ringe. Den lidt lave opløsning er valgt for ikke at gøre siden for tung at manøvrere rundt på. Alligevel håber jeg, at de, der besøger min hjemmeside, synes, det er umagen værd at gå på opdagelse i mine offentliggjorte arkiver.
Hvis man surfer lidt rundt på min side, vil man også opdage, at der både kan findes lidt om jernbaner og busser. Specielt hvad det sidste angår, så har BAT på Bornholm en stor plads på siden. Det er ikke et trafikselskab, man måske læser så meget om andre steder, og derfor har jeg en målsætning om at følge med i og op på det nye, der sker med hensyn til busdriften på Bornholm.
En vigtig side er Kontakt-siden, hvor enhver kan skrive til mig med kommentarer, forslag, ideer, supplerende oplysninger og rettelser. Man kan endda skrive og vedhæfte en fil eller et billede, så min opfordring skal da være: Skriv bare!! Det er dog ikke en fejl, at det, du skriver, ikke umiddelbart kommer ind på siden. Det skal først godkendes. Der er ikke tale om censur, men blot en foranstaltning, der skal sikre mod spam. Dog vil jeg forbeholde mig ret til ikke at godkende indlæg, der er udtryk for dårlig net-etikette.
Og så er der jo lige færgetrafikken til Bornholm. Denne har fået et lille hjørne med lidt billeder af og oplysninger om de skibe, som besejler denne pragtfulde ø her langt ude i Østersøen.
Carl-Ottos Trafikside vil normalt ikke beskæftige sig med ulykker og uheld, men ø-boerne har trods alt gennem tiderne oplevet nogle meget spektakulære strandinger, hvoraf nogle af de nyeste er beskrevet her på siden. Samtidig er beskrevet nogle af de tiltag, man på internationalt og nationalt plan har vedtaget for at forhindre gentagelser.
Det er mit håb, at Carl-Ottos Trafikside må blive til glæde for dem, som interesserer sig for den offentlige trafik i alle dens mange aspekter.
Mange venlige hilsner
Carl-Otto Toudal
Nyeste kommentarer: