BAT: Nyheder 2011

 

01.12.2011: Digital- og mobilbilletsystem på vej til BAT

I løbet af 2012 bliver det muligt både at bestille plads og købe billetter via internettet eller mobiltelefonen til BATs busser.

Det oplyser Bornholms Tidende 01.12.2011 og skriver videre, at det er den bornholmske virksomhed JF Data, som skal levere systemet. BAT har allerede godkendt en foreløbig udgave af systemet, og når det er endeligt færdigt, bliver det muligt for kunder over hele landet at forudkøbe billet og bestille plads på BATs busser. Det gælder både skoleklasser, der skal på lejrskole på øen, passagerer, der skal have en cykel med bussen og elever, der skal forudbetale deres skoleårskort.

“Det bliver, så man kan bestille og betale over nettet med sit Dankort. Eller man kan købe en billet via sin mobiltelefon, ligesom man allerede kan for eksempel til de københavnske S-tog, og så skal de unge ikke på posthuset for at betale deres uddannelseskort,” udtaler Lars Bjørn Høybye til avisen, og han fortsætter:

“I 2012, når man kan købe billetter via sin mobil, kommer det til at foregå i et landsdækkende samarbejde med DSB, som er baseret på Rejseplanen. Det vil sige, man kan finde sin rejse med bussen på Rejseplanen og klikke sig direkte videre til at kunne købe og betale billetten. Det samme gælder månedskort.

Lars Bjørn Høybye pointerer dog, at det også fremtidig vil være muligt at købe almindelige papirbilletter i bussen.

 

Kilde: Bornholms Tidende 01.12.2011 (side 6): JF Data på vej med digital- og mobilbilletsystem til BAT (af Jens Stubkjær).

 

Du er meget velkommen til at kommentere denne side

Send en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*