Metrotenerife: Projektet

(Senest opdateret 10.02.2018)

 

Den endelige linjeføring for sporvejen i Santa Cruz blev fastlagt efter den grundidé, at halvdelen af befolkningen i Santa Cruz og La Laguna skulle have adgang til sporvejen inden for en gå-afstand på 5 minutter. Det førte til anlæggelsen af et system med foreløbig 2 linjer. Linje 1 mellem Santa Cruz (Intercambiador) og La Laguna (La Trinidad) må betegnes som hovedlinjen, som suppleres af den meget kortere linje 2, som krydser linje 1 og løber mellem La Cuesta og Tíncer. De to linjer har to fælles stoppesteder. Fra planlæggernes side foreligger der flere ideer til dels at udvide de eksisterende linjer, dels at etablere yderligere linjer.

Anlæggelsen af den første etape af sporvejen, linje 1, blev besluttet i 2000, og anlægsarbejderne begyndte i 2004. Anlægssummen for denne første etape (inkl. det rullende materiel) beløb sig til i alt ca. 306 mio. euro (ca. 2,3 mia. danske kroner) og blev tilvejebragt gennem et samarbejde mellem offentlige og private investorer. Selskabet, der har forestået anlæg og varetager den daglige drift, hedder Metropolitano de Tenerife (eller blot Metrotenerife) og er et privat aktieselskab, hvis største aktionær dog er Tenerifes lokalregering. Af andre investorer kan nævnes De kanariske Øers provinsregering, den spanske stat, byerne Santa Cruz og La Laguna, private firmaer som Transdev (fransk leverandør til trafikanlæg) og Caja Canaries Bank, ligesom der er tilgået midler fra Den europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Regionale Udviklingsfond.

I 2017 overtog Tenerifes lokalregering alle aktier i selskabet, som altså nu er 100% offentligt ejet og drevet.

Ikke længe efter indvielsen af linje 1 den 2. juni 2007 blev anlægget af linje 2 lige så stille sat i gang, og den 30. maj 2009 kunne man tage denne korte linjeudvidelse i drift. Udgifterne til etablering af linje 2 har beløbet sig til ca. 55 mio. euro.

 
 

Vær den første/næste til at kommentere denne side

Send en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*