Metrotenerife: Fremtiden

(Senest lettere redigeret 11.02.2018)

 

Udvidelse af sporvejsnettet
Åbningen af Metrotenerife har vist sig at være en langt større succes end oprindeligt forventet. Selv om den finansielle verdenskrise i et par år lagde en dæmper både på tilstrømningen af passagerer og måske ikke mindst på de økonomiske muligheder, så er der næppe nogen tvivl om, at der vil ske en udbygning af systemet på et eller andet tidspunkt.

Den første plan, der ser ud til at blive til virkelighed, er en udvidelse af linje 2 fra Tíncer mod vest til La Gallega. En anden udvidelse, der har været talt en del om, er en forlængelse af linje 1 fra Avenida Trinidad i La Laguna til lufthavnen Tenerife Norte (Los Rodeos). Der foreligger også en plan om en linje 3 langs havnen og kysten mod nordøst til Las Teresitas, ligesom der har været set planer om en forlængelse af linje 1 fra Intercambiador til Congress Centre. De to sidstnævnte synes dog endnu ikke at være kommet ud over idé-stadiet.

Jernbaneplaner
Derudover er Metrotenerife involveret i planerne omkring anlæggelse af 2 egentlige jernbanelinier, som ikke får nogen fysisk forbindelse med sporvejen. Den ene skal forbinde Santa Cruz med Playa de Las Americas via lufthavnen Reina Sofia, og den anden skal forbinde Santa Cruz med Los Realejos via lufthavnen Tenerife Norte (Los Rodeos) og Puerto de la Cruz på Tenerifes nordkyst.

Hvor langt man er i en egentlig planlægning af anlægget til Playa de las Americas er uvist, men i Straβenbahn Magazin nr. 3 fra 2008 nævnes en tidshorisont for ibrugtagning på tidligst omkring 2020, men den er næppe sandsynlig mere. På hjemmesiden http://trenesdetenerife.wordpress.com/, som er en underside på Metrotenerifes hjemmeside kan man se en nærmere beskrivelse af anlægget.

Der bliver tale om en helt selvstændig hurtigtogsforbindelse med en maksimal hastighed på 220 km/t. Udgangspunktet i Santa Cruz vil blive en underjordisk station på Intercambiador, hvorfra der bliver forbindelse til 6 stationer, hvoraf stationerne i Reina Sofia, Los Cristianos og Costa Adeje (Playa de las Americas) vil være underjordiske. Strækningen bliver 80 km lang og vil blive betjent af togsæt med plads til 450 personer. Der nævnes en frekvens på 15 minutter.

Anlægget mod nord til Los Realejos synes til gengæld ifølge den engelsk-sprogede turistavis Islands Connections at være nået til et punkt i planlægningen, hvor der “ikke længere er nogen vej tilbage”. Alligevel foregår der tilsyneladende i foråret 2010 den næsten traditionelle, ophedede debat i forbindelse med nyanlæg af jernbaner. På den ene side er der dem, der mener, at anlægget er overambitiøst, unødvendigt og destruktivt. På den anden kæmper lokalpolitikere og borgmestre energisk for at få jernbanen netop gennem deres egn med etablering af holdesteder. De vil dog også gerne tækkes deres vælgere og ser helst, at så få som muligt bliver nødt til at flytte fra deres hjem som følge af baneanlægget. Derfor drejer debatten sig i høj grad om anlæg af flere tunnelstrækninger.

Ifølge Islands Connections har Det regionale Råd med rådmanden for økonomi, Carlos Alonso, i spidsen bedt borgmestre og beboere om at tage det roligt. Selv om han godt kan forstå beboernes frygt, påpeger han, at linjeføringen ikke er endeligt fastlagt, ligesom han anfører, at ca. 50% af anlægget efter planen allerede skal ligge i tunnel – og det var vist ikke helt tanken, at banen skulle være en ren tunnelbane.

Nordbanen skal også udgå fra Intercambiadors underjordiske station og følges et kort stykke med sydstrækningen, før den drejer mod nord og fortsætter som tunnelbane under Santa Cruz, La Laguna og videre til lufthavnen.

Henvisning til et par prospekter
Vil man læse nøjere om planerne, kan man her hente folderen Tenerife takes its tram to heart, som efterhånden er nogle år gammel samt en lidt nyere folder, Treno Norte, som er udgivet af Metrotenerife og Tenerifes regionale råd, og som beskriver anlægget af nordbanen.

 
 

Vær den første/næste til at kommentere denne side

Send en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*