Kabelsporvogne (Cable cars)

Der er i dag tre kabelsporvognslinjer i San Francisco. De to udgår fra Market Street og kører ad Powell og den ensrettede Jackson Street frem til Mason Street, hvor de to linjer så skilles. Den ene fortsætter ad Mason Street, Columbus Avenue og Taylor Street til endestationen ved Bay Street ikke langt fra Fisherman’s Wharf. Den anden linje fortsætter ad Jackson Street og Hyde Street videre til Beach Street ved Fisherman’s Wharf. I modsat retning køres ikke ad Jackson Street, men ad Washington Street.

De to linjer betjenes af ensrettede vogne, og derfor er der på hver endestation en drejeskive, som betjenes helt manuelt af personalet.

Den tredje linje kører hele vejen på California Street mellem Van Ness Avenue og Drumm Street med endestation lige ved Market Street og Embarcadero. Modsat de to førstnævnte linjer betjenes California-linjen af toretningsvogne, og begge endestationer ender i et blindspor uden drejeskiver.

Det siges, at Andrew Smith Hallidie fik ideen til den første kabelsporvej, da han så, hvordan hestene led og gled, når de kæmpede for at trække sporvognene op ad den våde Jackson Street. Den første kabelsporvej, Hallidies Clay Hill Street Railroad, åbnedes 01.09.1873, og inspireret af successen fulgte i de efterfølgende år en række andre selskaber: California Street Cable Railroad (1878), Geary Street, Park and Ocean Railroad (1880), Presidio and Ferries Railroad (1882), Market Street Cable Railway (1883), Ferries and Cliff House Railway (1888) og Omnibus Railroad and Cable Company (1889).

Udviklingen af Frank Spragues elektriske sporvogn og den første elektriske sporvej (1888) blev imidlertid starten på enden for kabelsporvejene. Det helt store tilbageslag kom dog først i 1906, hvor jordskælvet i San Francisco og de mange brande, der fulgte i dets kølvand, ødelagde en stor del af kabelsporvognene. Derfor blev kun kabelsporvejene på de allerstejleste strækninger genopbygget, mens langt de fleste blev genetableret som elektriske sporvejslinjer.

I 1947 foreslog San Franciscos borgmester Roger Lapham, at kabelsporvejene skulle nedlægges helt. Friedel Klussmann dannede imidlertid Citizens’ Committee to Save the Cable Cars og førte en kampagne, der anskueliggjorde, at kabelsporvejenes værdi for byen var langt større end omkostningerne ved at drive dem. Det førte til, at kabelsporvejene blev reddet, og adskillige år senere (1964) blev de yderligere udnævnt til National Historic Landmark og i 1966 optaget i The National Register of Historic Places.

I 1979 var systemet så nedslidt, at det måtte ligge stille i mere end et halvt år, hvor man foretog en række nødvendige forbedringer af sikkerheden. Allerede i 1982 måtte systemet lukkes ned igen, denne gang i 20 måneder, hvor man renoverede anlægget og vognparken totalt. Som en slags erstatning for den indstillede drift etableredes kørsel med veteransporvogne, den såkaldte Trolley Festival – et initiativ, der siden udviklede sig til den nuværende linje F ad Market Street og Embarcadero og senest linje E med kørsel langs havnefronten på Embarcadero.