Millioner af euro fra EU
Coronakrisen kan måske betyde, at Palma de Mallorca får et nyt transportmiddel. Millioner af euro fra EU’s genopbygningsfond skal gå til anlæggelse af en sporvej på Mallorca.
Mallorcas feriegæster kender problemet: Når man endelig er ankommet til lufthavnen i Palma, er det slet ikke så let at komme de sidste kilometer derfra og hen til sit feriedomicil. Taxaerne er dyre, bussen kører sjældent, og den er med sine 5 euro for den korte tur heller ikke et gunstigt alternativ.
Regionalregeringen arbejder nu på et alternativ. Palma skal endelig have en sporvej mellem Palmas centrum og lufthavnen og videre til det populære turistområde ved Playa de Palma (El Arenal).
Projektet er slet ikke nyt. Allerede for ti år siden var der lignende planer, men disse blev efter et regeringsskifte og på grund af manglende finansiering gemt langt væk i skuffen. “Nu har vi taget dem frem igen og gennemarbejdet dem på ny”, siger Jaume Mateu, der er ansvarlig for den offentlige nærtrafik. Et første skridt vil blive at forbinde sygehuset i Son Espases med Plaça d’Espanya (hvilket oprindelig var meningen skulle ske ved at forlænge metrolinje 1 fra UIB til sygehuset, o.a.). Der regnes med, at den nye sporvej skal benytte Tren de Sóllers trace ud af Palma.
Det andet skridt bliver at videreføre strækningen til lufthavnen og videre langs Playa de Palma til El Arenal. “Her har vi endnu ikke taget stilling til, om der skal være tale om forskellige linjer, eller om det hele skal betjenes af én linje”, siger Mateu. Sporvognen skal køre igennem ferieområdet i en husbloks afstand fra stranden. Det vides endnu ikke, om der bliver et stoppested ved Ballermann (et populært etablissement for partyglade tyske turister, o.a.), men det er mere end sandsynligt.
“Med 13 millioner passagerer om året er busserne til lufthavnen og ved Playa de Palma det mest benyttede offentlige transportmiddel på Balearerne”, forklarer trafikeksperten. Derfor håber regeringen, at sporvognen virkelig også vil blive brugt. Det er nemlig ikke tilfældet med Palmas Metro, der kører til Palmas universitet (UIB). “Den er efter forholdene på Mallorca ærligt talt blevet et nummer for stor,” udtaler Mateu.
Projektet er sat til at ville koste mellem 380 og 400 millioner euro. Det er mange penge for øen, som for tiden rent finansielt halter voldsomt på grund af Coronaen. Men det er netop pandemien, som har gjort det ellers som et “luftkastel” henlagte projekt muligt på ny. Fra EU’s midler til bekæmpelse af krisen håber Mallorca at kunne modtage 300 millioner euro i løbet af de næste to år. Ifølge Mateu er pengene i EU’s genopbygningsfond rettet mod at bekæmpe de sociale virkninger af krisen, at stoppe klimaforandringer og sætte gang i økonomien. Derfor vil en stor del af de 300 millioner blive investeret i sporvejen.
En yderligere bidragyder til projektet vil være Madrid. “Da Balearerne ikke profiterer af de statslige banelinjer på fastlandet, er der også midler til rådighed for os der,” siger Mateu. Efter en aftale med centralregeringen i 2007 fik Balearerne 431 millioner euro til udbygning af vejnettet. Af dette beløb henstår endnu 225 millioner euro. Her er det dog op til en forhandling, om pengene kun må bruges til nye veje, eller om de også må anvendes til sporvejen.
Om alt går vel, vurderes det, at anlæggelsesarbejderne kan starte i 2023. Der går således nogle år, før turisterne kan benytte sporvognen i stedet for taxa eller bus.
Kilde
Oversat og lettere bearbejdet fra artiklen Auf Mallorca: Mit der Straßenbahn von Palma bis zum Ballermann på Sterns online udgave 28.01.2021. Den originale artikel kan læses HER |
Total Page Visits: 441
Total Website Visits: 936761