Brianza-linjerne indstillet

De sidste oplandssporveje i Milano nedlagt
Engang var Italien sammen med Belgien oplandssporvejenes land i Europa. Hvad enten det drejede sig om landlige regioner eller centrale områder omkring de store byer – overalt var der under betegnelsen “tranvia interurbana” (dvs. mellembys sporveje, o.a.) baner af de mest forskellige udformninger i drift.
Talrige varianter udviste en utrolig mangfoldighed, fra den klassiske sporvej i forstadstrafikken til hurtigtkørende, jernbanelignende lokalbaner, der tillige ofte havde udveksling af godstrafik med statsbanen. De fleste baner forsvandt i bølger før og efter Den anden Verdenskrig, men mange kunne hævde sig helt ind 1970’erne.
Milano blev engang betragtet som et centrum i denne kategori inden for lokal transport. Fra 1876 udviklede der sig i hundredvis af kilometer oplandsbaner rundt om byen, hvoraf mange blev overtaget af det kommunale transportselskab ATM i 1939.
Fra 1950’erne begyndte omstillingen af hele linjegrupper til busdrift. Den sidste rest af det engang så omfattende net var de mod nord gående linjer med endepunkterne i Carate Brianza, Milanino og Limbiate Ospedale. Heller ikke her var den politiske indstilling (“Hvorfor skal byens trafikselskab dog drive baner i oplandet?”) til at holde tilbage. I 1982 blev strækningen til Carate Brianza trukket tilbage til Desio, i 1999 blev den korte sidestrækning til Milanino indstillet, og i 2011 blev strækningen Milano-Desio opgivet.
De fleste banenedlæggelser havde en række typiske fælles kendetegn:
  • Endestationerne for oplandsbanerne blev til stadighed flyttet længere væk fra bycentrum og ud i yderområderne og passagererne dermed tvunget til at skulle foretage omstigninger.
  • Vedligeholdelsen af infrastrukturen blev kriminelt forsømt, så myndighedernes tiltag var uundgåelige.
  • Parallelt kørende buslinjer “kørte smørret fra brødet” for banerne.
  • Siden 1950’erne blev der ikke anskaffet nye vogne.
  • Der blev ikke foretaget myndigheds- eller politimæssige tiltag over for den individuelle trafiks anslag mod banerne.
  • Indstillingerne blev begrundet med moderniseringstiltag, som dog naturligvis blev udeladt.
Som den sidste repræsentant af sin art holdt ruten til Limbiate Ospedale stand, se kort HER. Fra 1999 blev denne gradvist trukket tilbage fra centrum til udkanten af ​​byen, og i sidste ende udartede det til et isoleret system med forbindelse til metrolinje 3 i Comasina, se kort HER. Fra 2012 var der massive driftsrestriktioner, og fra 2017 kørte togene kun i myldretiden på den 11,6 km lange resterende rute med driftscenter ved Varedo-depotet, se kort HER.
Den 30. september 2022 slog klokken så sit sidste slag for den sidste repræsentant af sin art i Italien, hvorved tiden for de mellembys nu for længst er forbi verden over – Die TraunseeTram mellem Gmunden og Vorchdorf samt Budapests lokalbanes strækninger er vel undtagelsen.
Naturligvis betoner også de lokale politikere mellem Milano og Limbiate betydningen af den elektriske skinnetrafik i en tid med klimaforandringer, også her skal skinnetrafikken moderniseres og gøres attraktiv – alvoren i dette kan der dog nok sættes spørgsmålstegn ved, når man tager de hundredvis af kilometer “provisorisk” indstillede baner i betragtning.
Ovenstående er en oversættelse og en ganske let bearbejdning af et indlæg på magasinet LOK Reports hjemmeside, søndag 16.10.2022 med titlen: Italien: Letzte klassische “tranvia interurbana” in Milano eingestellt skrevet af Gunter Mackinger. Artiklen kan ses ved at klikke HER
Billeder fra den tid, da Brianza-linjerne stadig havde deres endestation på Via Valtellina ikke langt fra Milanos centrum kan ses HER
Total Page Visits: 125
Total Website Visits: 865707
Dette indlæg blev udgivet i Sporveje. Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar/besked (write a comment/message)

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *