Mallorca: Kommer sporvejen nu?

Siden dette årtusinds første årti har det – som det også fremgår af flere sider og indlæg på denne side – været fremme, at Palma de Mallorca skulle have en sporvej. Hver gang er planerne dog løbet ud i sandet, men nu ser det ud, som om planerne er nærmere en virkeliggørelse end nogensinde før. Herom beretter Mallorca Zeitung 10.11.2022.
Aftale underskrevet
Egentlig skulle anlæggelsesarbejderne til sporvejen på Mallorca være begyndt allerede i 2011, men der kom til stadighed et eller andet imellem. Nu skal det endelig gå løs i 2023. Grundstenen til dette blev lagt torsdag (10.11.2022), da den baleariske ministerpræsident Francina Armengol og transportministeren i den spanske centralregering Raquel Sánchez underskrev aftalen mellem de to institutioner i regeringssædet i Palma.
Sánchez’ underskrift garanterer Balearerne den fuldstændige finansiering af det første afsnit af den såkaldte “trambadía” (betyder noget i retning af “bugtsporvejen”) mellem Plaça d’Espanya i Palmas centrum og Son Sant Joan Lufthavnen. Centralregeringen overfører takket være aftalen i alt 185 mio. euro til Balearerne til anlæggelsen af banen.
De to øvrige bygningsafsnit er ifølge den baleariske regerings angivelser noget gunstigere, så at de samlede anlæggelsesudgifter for projektet løber op på 250 mio. euro. Hvornår de to øvrige bygningsafsnit henholdsvis fra lufthavnen til Playa de Palma og mellem Plaça d’Espanya og centralsygehuset Son Espases bliver til virkelighed, kunne de to politikere ikke sige.
10,8 kilometer og 16 stoppesteder
Generaldirektøren for Palmas transport Jaume Mateu informerede om enkelthederne i det første afsnit, som over 10,8 km vil forbinde byen Palma med ankomstterminalen i Palmas lufthavn. Stamlinjen skal i alt have 16 stoppesteder, sporvognene skal køre hvert tiende minut og have plads til 250 passagerer pr. enhed. Turen mellem Palmas centrum og lufthavnen vil ifølge Mateu tage 30 minutter. Hvor meget billetten kommer til at koste, kunne generaldirektøren endnu ikke sige.
Det præcise linjeforløb er nu også klart: Fra Plaça d’Espanya går tracéen henad Avinguda Alexandre Rosselló og Avingunda Gabriel Alomar, hvorefter den drejer ind på Carrer Pérez Galdós og derfra videre ad Avinguda Mèxic i Nou Llevant kvarteret. For enden af den brede gade krydser sporvejen via en bro motorvejskrydset mellem Ma-20 og Ma-19 i den sydøstlige del af byen.
Derpå går det videre ad Carrer Ciutat de la Plata og Carrer de Llucmajor gennem kvarteret Molinar og ad Carrer del Cardenal Rossell gennem Coll d’en Rebassa. Derfra bøjer strækningen af ad Camí de Can Pastilla og kører gennem kvarteret af samme navn, hvor yderligere en bro for anden gang lader sporvejen krydse motorvej Ma-19, før den til sidst ender ved lufthavnen. Sporvejen bliver over hele strækningen drevet elektrisk. Anlægsarbejderne er beregnet til at vare 40 måneder.
Ikke kun et transportmiddel for turen til lufthavnen
Palmas borgmester José Hila var synligt bevæget over at få lov til at give meddelelsen om bygningen af sporvejen. Han havde fået overladt ordførerskabet ved pressekonferencen. Det må være en “lykkedag” for ham og hans socialistiske partifælle Aina Calvo, der som borgmester i Palma mellem 2007 og 2011 allerede havde hjulpet med at få projektet til at rulle. Den nye sporvej skal forbinde nogle af Palmas vigtige bydele med tilsammen 80.000 indbyggere og lufthavnen. “Den er ikke kun et transportmiddel for dem, der vil til lufthavnen, men også for beboerne langs strækningen”, sagde Hila. “En drøm bliver til virkelighed.”
Transportminister Raquel Sánchez talte om en “anden, nye form for mobilitet” og fremhævede den spanske centralregerings hensigt om at gøre den offentlige nærtrafik uafhængig af fossile brændstoffer. Yderligere garanterede hun overholdelsen af aftalen, som forpligter centralregeringen til finansieringen af “trambadía”-projektet. “Og selv hvis et andet parti skulle komme til at regere i fremtiden, er aftalen stadig gyldig”, sagde Sánchez.
Så vidt Mallorca Zeitung, hvor man kan læse flere artikler om og måske ikke mindst også se både billeder, kortskitser og visualiseringer af den nye sporvej.
At alt så måske alligevel ikke er helt så ligetil, som det lyder i Mallorca Zeitung, ses af en artikel på websiten Mallorca-ok.de, hvor man efter en beskrivelse af projektet slutter af med en kommentar fra det politiske flertals modstandere i skikkelse af ordføreren for det konservative parti Partido Popular (PP), Antoni Costa. Det var PP, der i spidsen for det politiske flertal fra 2011 til 2015 både standsede forlængelsen af jernbanen fra Manacor til Artá og skrinlagde planerne om en sporvej i Palma under henvisning til de økonomiske omstændigheder. Indlægget på Mallorca-ok.de lyder således:
Ordføreren for PP Antoni Costa kritiserede på Twitter, at præsidenten og ministeren (altså henholdsvis Francina Armengol og Raquel Sánchez, o.a.) kun undertegner en “protokol” og ikke en aftale, som garanterer udførelsen af arbejdet. For x-te gang besøger en minister Balearerne for at undertegne en “protokol”, som ikke opfylder noget formål, for at lave mindst 200 fotos og skuffe borgerne. “De gør grin med folket,” sagde lederen af “populares” i Parlamentet. Sporvejsprojektet blev allerede præsenteret for år tilbage, da Aina Calvo var borgmester, men forkastet på grund af manglende finansiering.
På sin hjemmeside har Mallorca Zeitung lavet en lille spørgeundersøgelse med 3 spørgsmål om læsernes forhold til det nye sporvejsprojekt. I skrivende stund har 87% svaret, at forslaget vil betyde en aflastning af trafikken, 4% finder forslaget helt håbløst og mener, at Palma har brug for mere plads til biltrafikken, mens 7% mener, at forslaget aldrig bliver gennemført. For god ordens skyld skal det oplyses, at der er afgivet 432 tilkendegivelser!!! Om anlægsarbejderne begynder i 2023, og om sporvejen efter planen vil kunne tages i brug i 2026, vil kun tiden vise.
Kilder
  • Mallorca Zeitung, (tysksproget nyhedsside om Mallorca), 10.11.2022, klik HER
  • Mallorca-ok (tysksproget informations- og nyhedsside om Mallorca), klik HER
Total Page Visits: 22
Total Website Visits: 811297
Dette indlæg blev udgivet i Løst og fast. Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar/besked (write a comment/message)

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *