Sporvejsprojektets gennemførelse er mere end tvivlsom
I et indlæg her på siden 13.11.2022 forlød det, at det nu endelig var “helt sikkert”, at Palma ville få sin sporvej mellem Plaça d’Espanya og Palmas lufthavn. Der blev underskrevet diverse aftaler, grundstenen blev lagt, og centralregeringen i Madrid ville garantere projektets første etape med 185 mio. euro.
Men nu er der jo ind imellem lokal- og regionalvalg. På Mallorca er der som i Danmark en socialistisk fløj og en borgerlig/konservativ fløj, som er næsten lige store. Det betyder, at der ved valgene ikke skal flyttes så mange mandater, før flertallet skifter. Ved valgene i foråret led socialisterne nederlag, og den borgerlige fløj med det store konservative parti Partido Popular i spidsen overtog magten både i regeringen for de baleariske øer og i Palmas bystyre.
Er der noget, de to fløje på Mallorca i hvert fald kan være enige om at være uenige om, så er det trafikpolitikken. Socialisterne er for en udbygning af jernbanerne på øen og går også ind for anlægget af en sporvej i Palma samt måske en udvidelse af metroen, mens den borgerlige/konservative fløj har været modstandere af disse planer og er gået ind for en styrkelse af busdriften – lidt skematisk sat op.
Online magasinet Mallorca Magazin påpeger på sin hjemmeside, at det i Spanien i modsætning til andre europæiske lande ikke er ualmindeligt, at projekter, der allerede er langt fremme, bliver standset, hvis et oppositionsparti vinder et valg. Det gælder også for bæredygtige projekter, hvor der i andre lande vil være det, man kalder tværpolitisk konsensus, dvs. en enighed om at gå videre med projektet. Men i Spanien er den politiske praksis altså en lidt anden, kort sagt kunne den formuleres således: Det, som den ene fløj bygger op i én periode, kan den anden fløj rive ned i den efterfølgende. Her kan man blot tænke på banen mellem Manacor og Artá. Den blev vedtaget under det socialistiske styre, der blev indkøbt nye tog til driften, og anlægsarbejderne var omkring 2011 nået så langt frem, at trafikpolitiske iagttagere vurderede, at man var nået til et punkt, hvorfra der ikke længere var nogen vej tilbage. Alligevel lagde den konservative fløj hele projektet ned, og med økonomisk støtte fra EU ændrede man traceen mellem Manacor og Artá til en grøn cykelsti. Kritiske røster mener, at denne politiske praksis er en alvorlig hindring for udvikling og fremskridt.
En anden online avis, Majorca Daily Bulletin, anfører, at Palmas nye borgmester Jaime Martínez fra Partido Popular ikke som sådan er modstander af, at der kommer en sporvej. Han har dog udtrykt stor uenighed omkring det projekt, som socialisterne fik vedtaget. Han mener ikke, projektet og dets bæredygtighed er undersøgt ordentligt, det skal slet ikke være det vedtagne projekt, og det skal slet ikke være nu. En sådan udmelding ved man jo godt, hvad betyder – ordet “syltekrukke” ligger lige på tungen.
Jaime Martínez vil til gengæld prøve at få en aftale med centralregeringen i Madrid om i stedet at bruge de 185 mio. euro, som var blevet lovet til investering i sporvejen, til at elektrificere hele bybusdriften i Palma.
Nye elbusser til EMT i Palma de Mallorca
En elektrificering af netop bybusdriften i Palma er faktisk så småt begyndt. Palma får her i efteråret 2023 12 elbusser fra spanske Irizar. De er på taget udstyret med solceller, som skal hjælpe til med at oplade bussens styresystemer. De 12 meter lange Irizar busser har 3 døre, 22 siddepladser samt et kørestolsområde og en samlet kapacitet på op til 70 passagerer. De har et 430 kWh batteri, som kan oplades enten med en omvendt pantograf eller et Combo 2-opladningsudtag. Motoren yder 206 kW.
Projektet med de nye busser i Palma er finansieret af EU’s NextGenerationEU, Recovery – Transformation and Resilience Plan gennem ministeriet for transport, mobilitet og byplanlægning (de 12 busser har intet med de tidligere omtalte 185 mio. euro at gøre). Ordren er en del af anden fase af fornyelsen af EMT’s buspark, som startede i slutningen af januar 2023 og vil omfatte opgradering af 59 busser til lav- eller nul-emissions køretøjer, der vil gøre det muligt at formindske udledningen af kuldioxid med 8000 t årligt.
Det er naturligvis fint med de nye elbusser, men det kan i lyset af de ovennævnte politiske modsætninger næsten virke grotesk, at Irizar har valgt at kalde deres nye elbus for ie tram!! Kommer i den forbindelse til at tænke på, hvordan det i hvert fald på et tidspunkt var moderne at kalde alle nye sporveje for noget med metro, f.eks. Metrotenerife (sporvejen i Santa Cruz på Tenerife), Metrotransportes do Sul (sporvejen i Almada-Seixal syd for Lissabon) og Metropolitana Leggera di Sassari (den meget lille sporvej i Sassari på Sardinien) for nu bare at nævne et par enkelte – går der nu også “inflation” i sproget, så det bliver “moderne” at kalde elbusser for sporvogne, bare fordi de ligesom sporvogne kører på el-kraft?? 🙂 🙂
|