Bybusdriften i Mallorcas hovedby, Palma de Mallorca, drives af det kommunalt ejede selskab Empresa Municipal de Transports de Palma de Mallorca, i daglig tale blot EMT. Selskabet har omkring 30 linjer, og busparken virker meget moderne med både 12-13 meter standardbusser, 15 meter lange treakslede busser med drejelig bagaksel og 18 meter lange ledbusser. Vognparken har i mange år været domineret af busser som Mercedes Citaro (dieselbusser) og Irisbus Citelis (både diesel- og naturgasbusser).
I løbet af 2020-21 har EMT i lighed med TIB, der står for det regionale bussystem, udskiftet en del ældre dieselbusser med naturgasbusser, CNG busser. I Spanien betegnes de for øvrigt GNC busser, fordi tillægsordene på spansk som hovedregel står efter navneordet, i dette tilfælde altså: gas natural comprimido. Med udskiftningen er der kommet nye leverandører ind i billedet, f.eks. MAN, som har leveret flere varianter af Lion’s City modellen og Castrosua, som har leveret flere varianter af deres Scania busser med New City karrosseri.
I sensommeren 2023 modtog EMT selskabets første 12 elbusser fra spanske Irizar med typebetegnelsen ie tram. De er på taget udstyret med solceller, som skal hjælpe til med at oplade bussens styresystemer. De 12 meter lange Irizar busser har 3 døre, 22 siddepladser samt et kørestolsområde og en samlet kapacitet på op til 70 passagerer. De har et 430 kWh batteri, som kan oplades enten med en omvendt pantograf eller et Combo 2-opladningsudtag. Motoren yder 206 kW.
Projektet med de nye elbusser i Palma er finansieret af EU’s NextGenerationEU, Recovery – Transformation and Resilience Plan gennem ministeriet for transport, mobilitet og byplanlægning. Ordren er en del af anden fase af fornyelsen af EMT’s buspark, som startede i slutningen af januar 2023 og vil omfatte opgradering af 59 busser til lav- eller nul-emissions køretøjer, der vil gøre det muligt at formindske udledningen af kuldioxid med 8000 t årligt.
|