Szczecins sporvogne

(Senest opdateret 31.01.2020).
.
Oversigt over vogntyperne
Klik på ikonerne til venstre for hurtigt at komme til den vogntype, du ønsker at læse om, eller scroll ned over siden.
Konstal 105Na
Konstal 105Ng/S og Konstal 105Ng/2015
Konstal 105N2k/2000/S
Protram 105N2k/2000/D
Tatra KT4Dt
Tatra T6A2D
Moderus Alfa 105N/S/HF09
Moderus Alfa 105N/S/HF10AC
Pesa Swing 120 NaS
Pesa Swing 120 NaS2
Moderus Beta MF15AC
.
Konstal 105Na
700-numre
Vogn nr. 762 fra 1984.
Vogn nr. 763 fra 1984.
I begyndelsen af 1980erne leverede Konstal i Chorzow 50 motorvogne af typen Konstal 105Na til sporvejsselskabet i Szczecin, hvilket blev fulgt op af endnu en levering på 24 enheder i begyndelsen af 1990erne. Konstal 105Na er en enkeltrettet bogievogn, den er 13,5 meter lang, 2,4 meter bred og 3,06 meter høj. Vognen har fire dobbelte udadsvingende bladdøre, hvoraf de to sæt sidder på vognens midte. Den har fire motorer, der yder hver 41,5 kW, og den kan nå en topfart på 72 km/t. Der er plads til ca. 120 passagerer, hvoraf de 20 kan sidde ned.
Sporvognstypen er i tidens løb blevet moderniseret og ombygget, og Tramwaje Szczecińskie Spółka har i dag kun ganske få af den originale type i drift. Nogle af de ombyggede vogne har bevaret Na betegelsen med tilføjelse af et bogstav som f.eks. Konstal 105NaD, mens mange andre efter ombygningen har fået helt nye typebetegnelser, som f.eks. Konstal 105Ng/S, Konstal 105N2k/2000/S, Protram 105N2k/2000/S og Moderus Alfa. Flere af disse typer adskiller sig ikke bare teknisk, men også i det ydre væsentligt fra den oprindelige type.
Konstal er et polsk firma, som bl.a. har fremstillet sporvogne til de fleste polske sporvejsbyer. Firmaet hører i dag under Alstom koncernen (Alstom Konstal S. A.).
.
.
Konstal 105Ng/S og Konstal 105Ng/2015
Nr. 531-542
Vogn nr. 535 blev leveret til Szczecin i 1991 og blev bygget om både i 2001 og igen i 2015.
Vogn nr. 536, der kom til Szczecin i 1991, blev i 2009 ombygget til motorvogn uden førerkabine. Derfor kan den kun køre som bageste vogn i et vogntog.
I 2000-01 ombyggede det daværende selskab Miejski Zakład Komunikacyjny på sine to depoter 12 motorvogne af typen Konstal 105Na til en ny type Konstal 105Ng/S. Selv om vognene ligner 105Na typen, er der næsten tale om helt nye vogne med nye vognkasser og ny elektronisk udrustning. Vognene var igennem endnu en moderniseringsrunde i 2015, hvorefter de fik den nye betegnelse Konstal 105Ng/2015.
Motorvognene kører altid parvis, men den bageste vogn er ombygget til en slags bivogn. Som det fremgår af billederne herunder har den bageste vogn i vogntoget fået fjernet førerpladsen. Denne er ombygget til en perron med ståpladser. Bagest i bivognen er der et aflåst manøvrepanel, som kan bruges i forbindelse med rangering, men den kan altså ikke køre som forreste vogn i et vogntog. Bivognen har bevaret sin gamle rombeformede pantograf, mens den forrestkørende vogn har fået ny etbens strømaftager.
Vognene med førerkabine har nr. 531, 533, 535, 537, 539 og 541, mens vognene uden førerkabine har nr. 532, 534, 536, 538, 540 og 542.
Et kik fra førerkabinen ned igennem vogn nr. 541. Antallet af siddepladser i vogntypen må siges at være begrænset.
Motorbivogn nr. 538. I stedet for førerkabine er der en stor perron til stående passagerer.
Et kik ned gennem vogn nr. 538. Også ved bagdøren er der en stor perron til stående passagerer.
.
Konstal 105n2k/2000/S
Nr. 777-778, 781-790 og 797-798
Konstal 105N2k/2000/S nr. 787 forrest og Protram 105N2k/2000/D “bivogn” nr. 794 bagest.
Konstal 105N2k/2000/S vogntog med nr. 784 og 785.
Interiøret af vogn nr. 798.
Samtidig med, at Miejski Zakład Komunikacyjny selv ombyggede 12 105Na vogne til type 105Ng/S, bestilte selskabet ombygning af yderligere 14 vogne hos Alstom Konstal. Disse vogne blev ombygget efter samme principper som Konstal 105Ng/S, men vognkassen adskiller sig med sine afrundede ender og høje frontparti markant fra den oprindelige type. Det høje frontparti har for øvrigt givet vogntypen tilnavnet “Delfinen”. Alle 14 vogne blev leveret i løbet af 2001.
På det øverste billede til venstre ses et vogntog bestående af en Konstal 105N2k/2000/S vogn forrest og en Protram 105N2k/2000/D bivogn (se nedenfor). På billedet nederst til venstre ses to Konstal 105N2k/2000/S vogne i dobbelttraktion. Der er tale om nr. 784 og 785, som blev beskadiget i en kollision tilbage i 2012, men som altså er blevet genopbygget.
Vognene har numrene 777-778, 781-790 og 797-798.
.
Protram 105N2k/2000/D
Nr. 791-796
Motoriseret bivogn uden førerkabine nr. 794.
Forenden af Protram-vognen har ikke førerkabine, men perron til stående passagerer.
Bagenden af Protram-vognen har en perron til stående passagerer svarende til forperronen.
Fem-seks år efter, at Alstom-Konstal havde leveret de 12 sporvogne af Konstal 105N2k/2000/S typen, ønskede Miejski Zakład Komunikacyjny at supplere med seks motoriserede bivogne uden førerkabine. Alstom-Konstal valgte dog ikke at ombygge de seks Konstal 105Na vogne selv, men sendte dem i udbud. Det blev efterfølgende virksomheden Protram, der vandt udbuddet og leverede de seks vogne i 2007. Vognene har nr. 791-796.
Remonty i Modernizacja Tramwajów Protram Wrocław Sp. z oo er et polsk selskab, der har specialiseret sig i produktion og modernisering af sporvogne. Virksomheden blev oprettet i 1999 i Wroclaw efter privatisering af ​​MPK Wroclaw.
.
Tatra KT4Dt
Nr. 101-173
KT4Dt ledvogn nr. 106. Vognen er blevet moderniseret hos Tramwaje Szczecińskie og er blevet ommalet i selskabets design.
KT4Dt ledvogn nr. 108. Vognen er blevet moderniseret hos Tramwaje Szczecińskie og er blevet ommalet i selskabets design.
KT4Dt vogntog med nr. 166 forrest. Vognene har endnu BVGs design og er ikke endnu blevet moderniseret hos Tramwaje Szczecińskie.
Vogn nr. 136, interiør.
I årene 2009-13 købte Tramwaje Szczecińskie 73 vogne af typen Tatra KT4D fra BVG i Berlin. Vognene blev leveret til Berlin i 1985-87 fra CKD Tatra i Prag, men allerede i 1994-96 blev de fuldstændig moderniseret på Waggonbau Bautzen GmbH.
KT4Dt-typen er en fire-akslet, enkeltrettet ledvogn med en fast to-akslet bogie på hvert led. Der er en 45 kW motor på hver aksel, og vognens tophastighed er 65 km/t. Vognen er forsynet med TV3 tyristorer, og den har elektrodynamiske skivebremser og skinnebremser, ligesom den kan bremses manuelt. Førerkabinen har luftvarme og aircondition. Sporvognen er udstyret med elektroniske visuelle og akustiske informationssystemer.
Ledvognen er 18,1 meter lang, 2,2 meter bred og har en højde på 3,1 meter. Gulvhøjden er 900 mm over skinneoverkanten. De oprindelige fire dobbelte foldedøre er erstattet med fire udadsvingende dobbelte bladdøre. Kørekomforten forbedres ved at anbringe sidekasse-støddæmpere, hvilket gør det lettere at overvinde sporets ujævnheder. Sporvognen er udstyret med Scharfenberg automatiske elektromekaniske koblinger.
Omkring 2015 gennemgik en del af KT4Dt vognene atter en modernisering. I den forbindelse blev de ommalet i Tramwaje Szczecińskies design, hvilket af iagttagere opfattes som et tegn på, at vogntypen indgår i selskabets planer ud over de 10-15 år, der først var regnet med.
Vognserien har nr. 101-173.
.
Tatra T6A2D
Nr. 201-254
Tatra T6A2D-vognene kører som regel i dobbelttraktion som her nr. 227 og 228.
Som hovedregel kører vognen med ulige nummer forrest og den me lige nummer som bivogn. Her ses nr. 235 og 236.
Interiøret i vogn nr. 216. Antallet af siddepladser er større end i mange af de andre sporvogne i Szczecin.
T6A2D er en enkeltretnings sporvogn med højt gulv fra ČKD Tatra i Prag. Vognene i Szczecin er fra den serie, der blev fremstillet til Berlin i 1988-91. I 1996 gennemgik vogntypen en grundig modernisering. Den er således udstyret med TV3 tyristorer, og motorerne har en samlet ydelse på 180 kW. Anvendelsen af tyristorsystemet muliggør økonomisk brug af energi under bremsning og acceleration. Vognen har elektrodynamiske bremser og skinnebremser. For at forbedre kørekomforten er sporvognen udstyret med et system af tværgående boksstøddæmpere. Information til passagererne sker både visuelt og akustisk via et elektronisk system.
T6A2D vognene er 14,5 meter lange, 2,2 meter brede og 3,11 meter høje. De er forsynet med tre dobbelte udadsvingende bladdøre (foran, i midten og bagtil) og har plads til mere end 100 passagerer, hvoraf der er 20-29 siddepladser alt efter indretningen i de enkelte vogne.
I 2007 indgik det daværende sporvejsselskab en aftale med Berliner Verkehrsgesellschaft om at overtage et større antal af de T6A2D vogne, som på det tidspunkt var taget ud af driften i Berlin. De to første vogne blev leveret til Pogodno depotet i Szczecin i slutningen af oktober 2007. De fik numrene 201 og 202. I alt har Miejski Zakład Komunikacyjny og sidenhen Tramwaje Szczecińskie i løbet af 2009-10 erhvervet 54 vogne fra Berlin. To af disse blev skrottet i 2012 efter et uheld.
T6A5 vognene har bevaret deres gule farve fra Berlin og har heller ikke efter indsættelsen i Szczecin gennemgået større forbedringer. Dette ses som et tegn på, at vogntypen ikke indgår i sporvejsselskabets planer i fremtiden ud over de 10-15 år, de forventes at skulle indgå i trafikken i byen.
T6A2 vognene har nr. 201-229 og 231-254
.
Moderus Alfa 105N/S/HF09
Nr. 501-502
Vogn nr. 501 og 502 kører altid fast sammen.
Vogn nr. 502 er fast bivogn.
De to Moderus Alpha HF09 vogne er bygget af Modertrans i Poznań, som bl.a. har gjort det til en specialitet at modernisere de gamle Konstal 105 sporvogne. Nr. 501 og 502 var et par prototyper, som blev leveret til Szczecin i 2008.
Vogntypen svarer til den anden moderniserede type 105N2k/2000, men modsat denne har Alpha vognene fået en helt ny vognkasse, som adskiller sig væsentligt fra udseendet på Konstal vognene. Designet på denne nye vognkasse er udviklet af EC Engineering i Krakow.
Moderus Alpha HF09 er en enkeltretnings bogievogn. Den har fire moterer, er 13,5 m lang, 2,4 m bred og 3,6 m høj. Vognen har højt gulv (885 mm over skinneoverkanten) i hele vognens længde. Den har tre dobbelte udadsvingende bladdøre.
Vognene har som nævnt nr. 501-502. Det er kun nr. 501, der er indrettet med førerkabine. Nr. 502 er en motorvogn uden førerplads, som er erstattet med en forperron til stående passagerer.
.
Moderus Alfa 105N/S/HF10AC
Nr. 503-514
Vogn nr. 505.
Vogn nr. 506.
Vogne med lige numre er indrettet som bivogne, hvor førerpladsen er erstattet med en perron til stående passagerer.
Et kik fra forperronen ned gennem vogn nr. 506.
Alpha HF10AC er en videreudvikling HF09 typen. Der er stadig tale om en modernisering af Konstal 105N vogne, og udadtil ser de to typer helt ens ud. På det tekniske område er HF10AC typen dog væsentligt mere avanceret end de to HF09 vogne med bl.a. konverterstyring og vekselstrømsmotorer. Tramwaje Szczecińskie anskaffede i alt 6 dobbelte vogntog af denne vogntype i 2011-13.
Af de i alt 14 Alpha vogne, som Tramwaje Szczecińskie anskaffede, blev de fire enheder købt af selskabets egen kasse, mens de resterende 10 blev betalt af midler fra Den Europæiske Union.
Ligesom ved andre moderniseringer af Konstal vogne valgte man også med Moderus Alfa 105N/S/HF10AC vognene at lade halvdelen af de tolv motorvogne indrette som bivogne uden førerplads. Hvor førerpladsen skulle have været, er der en perron med god plads til stående passagerer. Vognene med de ulige numre er vogne med førerplads, mens vognene med lige numre er bivogne.
Vognserien har numrene 503-514.
.
Pesa Swing 120NaS
Nr. 801-806
Pesa Swing 120NaS nr. 802 kom i drift Szczecin i 2011.
Pesa Swing 120NaS nr. 805.
Pesa Swing 120NaS sporvognene er bygget af firmaet Pojazdy Szynowe Pesa Bydgoszcz SA (Pesa) i Bydgoszcz, og typen er en videreudvikling af firmaets Tramicus model.
Pesa Swing 120NaS sporvognen er en enkeltrettet femdelt ledsporvogn med 100 procent lavt gulv. Vognen har seks aksler, som er placeret parvis på tre bogier på henholdsvis de to yderled samt midterleddet. De sidste to led svæver mellem bogieleddene. De fire motorer er placeret på yderleddene, og vognen har en topfart på 70 km/t. På hvert af yderleddene er der placeret en enkelt svingdør, og de to svævende led har begge to dobbelte udadsvingende bladdøre. Der er ingen dør på midterleddet.
Længden på vognene er 31,820 m, bredden 2,350 m og højden 3,4 m. Den totale passagerkapacitet er beregnet til 211, hvoraf der er plads til 61 siddende. Gulvhøjden ved dørene er 350 mm, men stiger inde i vognen trinløst til en højde på 480 mm.
Pesa Swing 120NaS vognene blev anskaffet i 2010-11, og alle vogne kom først i drift i løbet af foråret 2011. Denne type var den første 100% lavgulvsvogn i Szczecin, og sammen med efterfølgende 120NaS2 stadig de eneste. Den nye type Moderus Beta har kun lavt gulv i midterleddet.

Pesa Swing 120NaS vognene har nr. 801-806.
.
Pesa Swing 120NaS2
Nr. 807-828
Pesa Swing 120NaS2 nr. 807.
Pesa Swing 120NaS2 nr. 821.
Pesa Swing 120NaS2 er meget lig sin forgænger 120NaS. Der er dog sket en række småændringer både på det designmæssige (især indendørs) og på det tekniske område. Med sine 30,12 m er 120NaS2 også lidt kortere end sin forgænger.
Pesa Swing 120NaS2 vognene har numrene 807-828.
.
Moderus Beta MF15AC
Nr. 601-604
Det lave gulv i vognens midterdel er fremhævet i det ydre design – som det som regel også er tilfældet på lignende vogntyper.
Moderus Beta interiør (Wikipedia)
Moderus Beta interiør (Wikipedia)
Moderus Beta vogntypen er en ledvogn med tre led, hvoraf det midterste er med lavt gulv med trapper op til de høje gulvarealer i de to yderled. Oprindelig var det tanken at bygge vognen op med to moderniserede vogne af 105Na typen og så hænge midterleddet på disse to vogne. Ideen blev opgivet, og i stedet blev der tale om en total nybygning, dog stadig med et hængende midterled.
Vognen er 28,250 meter lang, 2,35 meter bred og 3,35 meter høj. Der er tale om en enkeltretningsvogn med en maksimal hastighed på 70 km/t. Vognen kan ifølge specifikationerne rumme lidt over 200 passagerer, men langt de fleste må være indstillet på at stå op, da der kun er omkring 30 faste siddepladser samt nogle få klapsæder i bl.a. lavgulvsdelen. Det lave gulv har en højde på 300 mm over skinneoverkanten og 350 mm inde i vognen. Det høje gulv har tilsvarende et niveau på 925 mm. Både designmæssigt og teknisk har vogntypen mange fællestræk med Moderus Alpha vognene.
Moderus Beta vognene er bygget af Modertrans i Poznań. De to første vogne (nr. 601 og 602) blev leveret i 2014, og yderligere to (nr. 603 og 604) i 2018.
Total Page Visits: 879
Total Website Visits: 877659

Skriv en kommentar/besked (write a comment/message)

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *