|
||
|
San Francisco Municipal Railway – i daglig tale MUNI – driver den offentlige trafik i San Francisco City og County of San Francisco, et område på mere end 120 kvadratkilometer. Selskabet daterer sin oprindelse tilbage til lige efter det store jordskælv i San Francisco i 1906 og påbegyndte driften af sin første elektriske sporvejslinje i 1912. I dag driver MUNI under betegnelsen MUNI Metro 6 moderne sporvejslinjer (linje J, K, L, M, N og T), to veteransporvejslinjer (linje E og F), tre kabelsporvejslinjer og mere end 60 buslinjer, hvoraf de 13 i skrivende stund betjenes med trolleybusser. I en vis forstand er sammensætningen af MUNI’s offentlige trafikmidler et lille stykke historieskrivning – et vidnesbyrd om nogle væsentlige epoker i byens trafikale udvikling. 1860-73: Hestenes periode01.06.1851 åbnedes den første hesteomnibus i San Francisco, og sammen med Guldfeberen i 1850’erne og et stadigt stigende befolkningstal udviklede der sig i de efterfølgende år et net af hestetrukne omnibus- og sporvejslinjer. Byens topografi viste sig imidlertid at være noget af et problem for de stakkels heste, som måtte kæmpe voldsomt – i visse tilfælde med døden til følge, siges det – for at få vognene trukket op ad de stejle gader. Der blev gjort forsøg med dampkraft, men det var ikke noget, der for alvor vandt indpas i byen. 1873-1906: Kabelsporvognenes periodeProblemerne med hestene førte til, at Andrew Hallidie og William E. Eppelsheimer udviklede den første kabelsporvej, Clay Street Hill Railroad, som påbegyndte driften 01.09.1873. De følgende år kom adskillige nye selskaber og strækninger til, og frem til 1906 blev kabelsporvognene det dominerende trafikmiddel i San Francisco. 1906-45: Den elektriske sporvogns periodeFrank Sprague – en af elektricitetens pionerer, som havde arbejdet sammen med Thomas Edison – anlagde i 1888 et komplet system med elektrisk sporvejsdrift med luftledning i Richmond, Virginia. Hans indsats medførte, at mange amerikanske byer i de følgende år anlagde elektriske sporveje. I San Francisco blev den første elektriske sporvej, San Francisco and San Mateo Railway, åbnet 26.04.1892 mellem Steuart Street og Holy Cross Cemetery. I løbet af de efterfølgende år viste den elektriske sporvogn sig konkurrencedygtig i forhold til kabelsporvejene på selv ret stejle strækninger. Nogle kabelsporveje blev da også omlagt til elektriske sporvognslinjer, men det var nu en voldsom begivenhed, der for alvor gjorde den elektriske sporvogn til det dominerende offentlige transportmiddel det næste halve århundrede. Jordskælvet i 1906 lagde San Francisco i ruiner, og brandene på grund af udstrømmende gas ødelagde bl.a. en stor del af kabelsporvognene. Det viste sig hurtigt, at det var langt hurtigere og billigere at genopbygge de ødelagte kabelsporvognsstrækninger som elektriske sporveje. Således overtog de elektriske sporvogne fuldstændig Market Street, ligesom de også overtog mange strækninger ad stejlere gader. Kun i de stejleste gader genopbyggede man kabelsporvejene. Siden 1945: Dieselbussens periode – og dogAt tiden efter Anden Verdenskrig har været dieselbussens æra, kan vel næppe benægtes. Dette gælder også for San Francisco, hvor et stort antal buslinjer spiller en betydelig rolle i afviklingen af byens offentlige trafik. Det er også helt klart, at bustrafikken har en høj prioritet, når det gælder investeringer og udviklingen af linjenettet. De seneste år har der været megen fokus på at udskifte ældre bustyper til nye, der både lever op til passagerernes krav om bedre komfort og omgivelsernes krav til lavere niveau for støj og emissioner. Når dette er sagt, så er der dog også en ganske anden historie at berette. Nogle år før Anden Verdenskrig så et nyt transportmiddel dagens lys i San Francisco. 06.10.1935 åbnede Market Street Railway sin første trollybuslinje, og 1941 fulgte MUNI efter med en linje. I begge tilfælde handlede det om sporvejslinjer, der blev omstillet til trolleybusdrift. Siden fortsatte de to selskaber, som fusionerede i 1944 med at nedlægge mange af deres sporvognslinjer, men udviklingen var lidt utypisk. Hvor det i andre storbyer var dieselbussen, der tog over for sporvognen, holdt man sig i San Francisco til den elektriske drivkraft ved at omlægge til trolleybusdrift. Den elektriske sporvogn forsvandt dog ikke helt. I starten af 1960’erne blev det besluttet at omlægge de resterende sporveje til light rail med betegnelsen MUNI Metro. Den store ændring skulle ske i centrum, hvor sporvejen fremover skulle køre i tunnel under jorden, mens den uden for centrum skulle fortsætte som almindelig gadesporvej på mere eller mindre reserveret areal. Denne beslutning hænger formentlig sammen med topografien. Allerede i begyndelsen af forrige århundrede havde man for at lette kontakten mellem de forskellige bydele anlagt lange tunneller under de værste bakker. I 1918 anlagde man f.eks. den 2,79 km lange Twin Peaks Tunnel mellem Castro og West Portal, og ti år senere tog man Sunset Tunnel under Buena Vista Park i brug. Begge tunneller var – og er for øvrigt stadig – forbeholdt sporvogne, og det var tilsyneladende ikke på tale at indstille sporvejen og ombygge disse tunneller til bilveje i stedet. Beslutningen om MUNI Metroen førte altså til endnu et stort tunnelprojekt. Twin Peaks Tunnelen blev forlænget fra Castro hele vejen under Market Street til en underjordisk station ved Justin Herman Plaza og California Street. Tunnellen (The Market Street Subway) blev i hele sin længde anlagt i to etager, hvor BART-systemet (San Franciscos S-bane) skulle anvende den nederste etage, mens MUNI Metroen som det lokale trafiksystem skulle anvende den øverste. De nye undergrundsstationer blev anlagt med høje perroner, og de gamle perroner i Twin Peaks Tunnelen ombyggedes til samme standard. PCC vognene, som havde været eneherskende på sporvejssystemet efter krigen, passede ikke til dette system og erstattedes af en helt ny ledvognstype fra Boeing-Vertol.
|
||
|
|
|
Med en forsinkelse på ca. fire år blev The Central Subway mellem Chinatown/Rose Pak og 4th/Brannan endelig åbnet 19.11.2022. I begyndelsen blev der kun kørt med passagerer i pendultrafik mellem de to stationer, men 07.01.2023 blev den nye strækning en del af linje T, som nu ikke længere kører langs havnefronten til Embarcadero, men mellem Sunnydale og Chinatown/Rose Pak. Til gengæld krydser den de øvrige MUNI Metro linjer ved Powell Station, hvor der også er forbindelse til BART’s S-tog (Blickpunkt Straßenbahn, nr. 1-2023, side 162).
|
|
||
|
Man kan finde rigtig mange bøger og et utal af sider på internettet, der beskriver San Franciscos trafikhistorie. Herunder er der henvisninger til nogle af disse.
|
||