Ascensorer

Lissabon har fire ascensorer – eller funicularer eller elevadorer, som de også betegnes på portugisisk – som alle har det tilfælles, at de består af to vognkasser, som trækkes af kabler, og som hele tiden bytter position mellem “dal”- og “bjerg”-station.

De tre af ascensorerne er traditionelle funicularer i den forstand, at de betjener en kort og meget skrå strækning, hvorved man overvinder en betydelig højdeforskel, mellem 40 og 50 m. Dette gælder Bica-, Gloria– og Lavraascensorerne. Den sidste, Santa Justa liften, er – som navnet antyder – et elevatortårn med to elevatorer – en lodret funicular, om man vil – som indgår i den offentlige trafik ligesom de øvrige ascensorer.

De fire ascensorer blev alle i 2002 erklæret for nationale historiske monumenter, og deres drift og vedligeholdelse må derfor siges at være nogenlunde sikret for fremtiden.

Bica, Gloria og Lavra er navnene på de tre af ascensorerne. De har deres oprindelse i slutningen af 1800-tallet, hvor de blev drevet med vand som kontravægt. Lavra, som blev taget i brug i 1884, var faktisk den første gadeascensor i Verden! Omkring tidspunktet for 1. Verdenskrigs begyndelse ombyggedes alle tre ascensorer til eldrift. Bica-linjen havde i mellemtiden i en årrække været drevet med damp.

Alle tre baner har to stationer og som nævnt to vogne i drift samtidig. Sporene er flettede eller ligger meget tæt i enten den ene eller begge ender og skilles så på midten, så de to vogne kan mødes, når de bytter plads. Mellemstationer findes ikke.

Man ser tit ascensorerne omtalt som Lissabons “skæve sporvogne”, og skæve er de, men på hver sin måde. Bica-linjens vognkasser er skæve (set fra siden formet som et parallellogram) med tre kupeer forskudt i højden i forhold til hinanden og med hver sin indgang direkte fra perronen. De to andre har skæve undervogne, hvorpå der i vandret plan hviler en vognkasse, som i høj grad minder om de almindelige sporvogne (remodelados) med én stor kupé og to endeperroner. Hvor Bica-linjens vogne har tværsæder, har vognene på de to andre linjer langsæder.

Santa Justa liften blev påbegyndt i 1900 og stod færdig til ibrugtagning i 1902. Den blev fra starten drevet med damp, men allerede i 1907 gik man over til eldrift. Tårnet, der er tegnet af arkitekten Raoul Mesnier du Ponsard – elev af Eiffel – består af en jernkonstruktion med filigranudsmykning. Tårnet er inddelt i etager, som er forskellige fra hinanden. Fra “bjerg”-stationen bringer en vandret delvist overdækket gangbro passagererne det sidste stykke ud til Largo do Carmo. Fra den øverste station fører desuden en vindeltrappe helt op til toppen af elevatortårnet, hvor der både er café med musik og en fremragende udsigt over Lissabons centrum.

For god ordens skyld skal jeg gøre opmærksom på, at de forskellige kilder ikke er helt enige om specielt banernes længde og niveauforskellene mellem stationerne, så disse tal i skemaet må betragtes som meget omtrentlige!