Torino: Tandhjulsbanen Sassi-Superga

Tandhjulsbanen mellem Sassi og Superga blev indviet 26.04.1884 i forbindelse med verdensudstillingen (Esposizione Universale) i Torino. Dengang blev banen drevet efter Agudio systemet. Der var parallelt med banen monteret et ståltov, som trak vognene op og ned. Ståltovet blev trukket af en dampmaskine. I 1934 fik anlægget sin nuværende form, da det blev ombygget til en tandhjulsbane med elektrisk drivkraft (600 V=).

Banen er 3,132 km. lang, og der er en højdeforskel mellem dalstationen (Sassi) og “bjerg”-stationen (Superga) på 425 m. Den gennemsnitlige stigning er lige godt 13% med en maksimal stigningsgrad på 21% (på et kort stykke). Strækningen er enkeltsporet med et vigespor midtvejs, hvor de to vogne krydser hinanden på vej henholdsvis op og ned. Strækningen forløber helt i reserveret areal, som er indhegnet. Flere veje krydser banen ude af niveau (vejunderførsler), og der findes kun en enkelt niveaukrydsning. Banen har to korte tunnelstrækninger på henholdsvis 62 og 67 meter.

Forsyningen med energi til driften sker via en strømskinne placeret ved siden af sporet. Strømskinnen er monteret på porcelænsisolatorer og er til dels afskærmet med et overdække af træ. På stationerne er strømskinnen placeret under perronen, så den er umiddelbart utilgængelig for passagererne. Rangerterrænet på dalstationen Sassi har dog ikke strømskinne, men er forsynet med luftledning.

Det rullende materiel til passagerbefordringen består først og fremmest af to ens bogievogne (D2 og D3), som begge stammer fra 1935, og som er bygget af Savigliano og TIBB (Tecnomasio Italiano Brown Boveri) i Milano. Begge vogne har 4 motorer med hver en ydelse på 72 kW og en maksimal fart på 14 km/t. I daglig drift kører de dog højst 10 km/t. Vognene er udstyret med både elektriske og mekaniske bremser, ligesom de også er forsynet med automatiske pneumatiske bremser, som går i gang af sig selv, hvis vognens fart overstiger 16 km/t. Vognene har 3 dobbelte foldedøre i hver side og en kapacitet på i alt 70 passagerer, heraf 32 siddende. De 2 passagervogne er ikke forsynet med pantograf eller trolleystang og kan derfor ikke bevæge sig rundt ved egen kraft på rangerterrænet i Sassi.

Ud over vognene D2 og D3 har banen også en mindre bogievogn, D1, som ligeledes stammer fra 1935 og er bygget af de samme firmaer som de 2 andre. D1 har kun 2 døre i hver side, er kortere end de 2 andre vogne, har kun 2 motorer på hver 72 kW og kun plads til 40 passagerer, heraf 20 siddende. Vognen tjener i dag kun som reserve og kommer kun sjældent i drift.

Endelig råder banen over 4 bivogne, D11-D14. Af disse er D11 og D12 åbne bivogne og D13 og D14 lukkede. Disse vogne stammer helt tilbage fra 1884. De gennemgik en rekonstruktion i 1935, ligesom de restaureredes i 2000. I hvilket omfang de i dag anvendes i driften, skal jeg ikke kunne sige.

Rangerarbejdet varetages af et lille el-lokomotiv, T450, der tidligere var udstyret med trolleystang, men siden 1990 i stedet har fået en etbenspantograf. Det kommer til anvendelse, når driftsvognene skal til eller fra remise, og hvis bivognene skal sættes ind. T450 stammer fra 1899.

Hele tandhjulsbanen gennemgik en omfattende modernisering i slutningen af 1980’erne.